Anmeldelse af Henning Reichstein Nielsens nye bog: Havkajak ABC
Siden Henning skrev sin første bog, Kajak ABC i 1996 er der løbet mange kajakker i stranden siden og skønt det i dag overvejende er havkajakker der sælges, har den gamle bog været populær. Jeg ved at mens han arbejdede på den nye bog, kom der stadig bestillinger på den gamle.
Som navnet siger er målgruppen for den nye bog havkajakinteresserede med de udvidede muligheder for aktiviteter som havkajakken giver.
Den nye bog er på 120 sider koncentreret stof som dækker stort set alt hvad man som havkajakinteresseret kan komme ud for på sin tur med tillæg af Hennings mangeårige dybe erfaring også indenfor marinen og som lystsejler.
Formatet i A5 er lækkert håndrigtigt og med sit fine stikordsregister— lige til at putte i en vandtæt pose og tage med på tur som håndbog, for du er ikke færdig med bogen blot ved at læse den een gang. Den er til at drøvtygge mange gange og lige slå efter igen og igen.
Efter lidt historie gennemgås havkajakken og dens egenskaber og reaktioner på vandet, samt pagajen og øvrige udstyr. Påklædning, transport og grundteknik gennemgås.
Sikkerhed med de forskellige selv-og makkerredningsteknikker samt ansvar gøres der rede for, men det er svært med ord at beskrive en rulning. Her er der ikke noget alternativ til svømmehalstræning og ”hands-on”, Men det skal jo med i sådan en bog og kan også trænes på tur. Bogen kan her være en huskeseddel for hvilke redningsteknikker der findes og hvordan de udføres i grove træk.
Et for os meget vigtigt punkt er kulde, hypotermi, som Henning gør fint rede for hvordan man undgår eller behandler, hvis skaden er sket.
Så er der de vigtigste knuder og knob hvor jeg kunne ønske et par stykker mere, men det er jo individuelt hvilke man bruger mest.
Vejr og vind, strøm og bølger slipper vi ikke for hverken på tur eller her hvor Henning fint fører os ind i et område som mange ikke gør så meget ud af ellers.
De praktiske muligheder for navigation i kajakken er anderledes end på kommandobroen på en færge, men det har Henning også formået at skære til så det passer til vore forhold og muligheder. Søvejsreglerne er med for at vi kan forstå de andre skibes adfærd og agere derefter.
Redegørelsen for turforberedelse og lederskab samt gruppeinddeling er der gjort forbilledligt rede for så ingen kan være i tvivl.
Reparationer af kajakken, turroning og hvor vi må færdes og opholde os i naturen og langs kysten gennemgås fint.
Checkliste og pakningsforslag og forslag til turkost er med som oplagte opslagspunkter. Dertil forslag til medicinkasse og nødhjælp for kajakroere med skader.
Hjerte-lungeredning og livreddende førstehjælp er sidste punkt før web adresser, litteraturliste, stikordsregister og vindstyrketabel.
Køb den før din kajakmakker og sejl foråret i møde. En oplagt julegave til små penge: ca. 175 kr. Den bog bliver slidt op eller opløst i saltvand.
Bogen kan købes direkte af Henning ved henvendelse 98581619
Allan Haagen Petersen
Kajakbumserne Mariager fjord.

